Dette blog indlæg bliver anderledes end dem, jeg normalt plejer at skrive. Jeg er kommet ind i et vakuum i følelsen af, jeg forstår ikke, hvordan det lige er verden reagerer PT. Hvad sker der lige for verden? - Personligt har jeg svært ved at tage stilling til verden lige nu, og hvordan mennesker reagerer. Jeg føler mig som en stille observant, og jeg observerer reaktioner.
Jeg har lige været i København på job og besøge familie. Der ser jeg en demonstration på 15000 mennesker kom gående gennem København. Jeg føler mig som et stort spørgsmålstegn? - Hvordan kan det lige ske? - og hvorfor lige nu? - Vi har lige været lukket ned i Danmark, og mennesker har været forbudt at mødes. Gamle mennesker på plejehjem ser ikke deres pårørende, konfirmationer og bryllupper har været aflyst og folkeskolens afgangs klasser må ikke holde fest. Jeg er ikke fordømmende, jeg forstår bare ikke!!! - Og hvordan kan en demonstration så lade sig gøre. Inde i dette bliver jeg ramt på, at det giver ikke mening og min forståelse er på overarbejde.
Jeg har intet imod at mennesker kæmper for deres tro og retfærdighed. Jeg går meget ind for at vi alle skal have vores frie vilje og evne til selvbestemmelse. Og dog lige denne demonstration med mennesker gående tæt på hinanden gør noget ved mig. Jeg ved mange af mine kunder har været ramt af syge pårørende, og de har været på overarbejde i at passe på dem. Jeg kan faktisk godt forstå, at de føler sig sviget og ramt på dette. Jeg kan godt forstå, at mange mennesker i København føler sig stødt over denne demonstration. Jeg er ikke ude på at skabe dårlig stemning i mit blog indlæg. Jeg vil blot sige, at jeg forstår godt visse grupper af mennesker i Danmark føler sig ramt og svigtet.
Jeg oplever verden over er i oprør i retfærdighedens tegn. Nu har verden været lukket ned i mange måneder, og der var lige kommet en fælles følelse af og vi skal passe på hinanden. PASSER VI SÅ PÅ HINANDEN ALLIGEVEL? - Måske provokerer det dig, at jeg skriver det. Jeg mener det faktisk. Passer vi så virkelig så godt på hinanden, som det ser ud til. I don’t know. Jeg oplever, hvad jeg ser, og det var en demonstration i Københavns gader med 15000 mennesker. Det kan jeg se.
Som jeg startede med at skrive, har jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg virkelig føler. Jeg har ikke lyst til at begive mig ud på det negative tog, og køre derud af. Jeg vil forblive positive. Og dog alligevel kan jeg mærke denne stille flamme indeni mig brænde i retfærdighedens tegn. Min konklusion på min reaktion kræver noget opmærksomhed. Jeg vil undersøge, hvorfor jeg reagerer på denne måde. Det giver mening for mig.