Jeg opdagede min største blokering!
Jeg opdagede noget i mig selv til morgen. Noget, jeg har arbejdet med i rigtig mange år. Jeg kunne pludselig se et mønster, som har fulgt mig i mange forskellige situationer i livet. Når jeg ikke syntes, jeg præsterede godt nok på mit job. Når jeg ikke havde nok kunder. Når jeg ikke tjente nok penge. Når tingene ikke blev, som jeg havde håbet.
Så blev jeg hård ved mig selv. Jeg har gjort det i flere år, uden egentlig at forstå, hvor meget det påvirkede mig. Men i dag faldt en brik på plads.
Det gik op for mig, at hver gang jeg blev hård ved mig selv, lukkede mit hjerte mere i. Og det ramte mig. For det, jeg længes allermest efter, er et åbent hjerte. At kunne være åben overfor mig selv, overfor andre mennesker og overfor livet.
Men mit eget mønster havde faktisk været min største blokering. Ikke fordi jeg ønskede at lukke mig. Men fordi jeg troede, at hårdhed ville få mig til at gøre det bedre, være bedre og præstere bedre.
I virkeligheden gjorde den det modsatte. Den fik mig til at trække mig væk fra mig selv.
Og måske er det netop det, der nogle gange sker, når en brik falder på plads. Vi opdager ikke bare et mønster. Vi opdager også, hvordan det mønster har påvirket vores måde at være i livet på.
Og pludselig giver en masse ting mening.
Hvad er det, der sker, når en brik falder på plads?
Det er som om, at noget, vi længe har vidst med hovedet, pludselig lander et helt andet sted. Vi forstår ikke bare. Vi mærker det.
Vi kan pludselig se os selv med større klarhed. Vi kan se, hvorfor vi reagerer, som vi gør. Hvorfor vi bliver ved med at havne i de samme situationer. Hvorfor vi har gjort bestemte ting igen og igen.
Det er ofte et stille øjeblik. Men samtidig kan det føles som en stor indre bevægelse.
Hvorfor kommer forståelsen nogle gange så sent?
Det spørgsmål får jeg ofte.
Og jeg tror ikke, at det er, fordi vi er langsomme. Jeg tror, at udvikling har sin egen rytme.
Nogle indsigter er vi nødt til at vokse ind i. Nogle mønstre skal vi møde mange gange, før vi kan se dem tydeligt. Og nogle erkendelser lander først, når vi er klar til at være med det, vi ser.
Måske havde jeg brug for at opdage, at min hårdhed overfor mig selv ikke gjorde mig stærkere. Måske havde jeg brug for at se, at den i virkeligheden lukkede mig mere og mere af.
Ikke bare for andre mennesker. Men også for mig selv.
Hvordan kan vi være med det øjeblik?
Jeg tror, at vi ofte får lyst til at gøre noget med det samme.
Nu har jeg forstået det. Nu skal jeg ændre det.
Men måske er det første skridt noget andet.
Måske handler det om at stoppe op. At være lidt i erkendelsen. At møde sig selv med nysgerrighed i stedet for kritik.
For når en brik falder på plads, er det ikke nødvendigvis slutningen på et mønster. Men det kan være begyndelsen på en ny måde at møde sig selv på.
Måske med lidt mere forståelse. Måske med lidt mere blidhed. Måske med et hjerte, der langsomt begynder at åbne sig igen.
For ofte er vi ikke forkerte. Vi har bare manglet at forstå os selv. Og nogle gange er det netop i det øjeblik, hvor en brik falder på plads, at noget nyt begynder. Ét stille øjeblik ad gangen.
Tak fordi du læste med. Jeg håber, at mit blogindlæg har givet dig lidt mere forståelse for, at vi ikke er forkerte. Vi er mennesker, der hele tiden lærer os selv lidt bedre at kende.