Jeg har længe haft lyst til at dele en del af mit liv, som sjældent finder vej til de samtaler, vi har over kaffen eller i en travl hverdag. Det er en del af mig, som har krævet både mod og tålmodighed at åbne op for – min rejse ind i den spirituelle verden.
Min spirituelle vej har ikke været uden udfordringer. Jeg voksede op i en generation, hvor man ikke talte om den slags oplevelser, og hvor det, der ikke kunne ses eller forklares, ofte blev mødt med stilhed eller skepsis. Fra en ung alder kunne jeg mærke, at jeg bar noget i mig, som ikke hørte denne verden til – følelser, indsigter og glimt af noget større, noget dybere. Som barn blev jeg ofte overvældet af disse indtryk, og frygten kunne være altoverskyggende. Jeg var ikke klar over, hvad jeg oplevede, og der var ingen vejledning til at forstå det. Det hele blev noget, jeg lærte at skjule, noget der lå i mit indre og voksede i stilhed.
Det kan være svært at sætte ord på mine oplevelser som barn – især når man ser og mærker ting, som ingen andre synes at forstå. Som barn forsøgte jeg flere gange at dele, hvad jeg oplevede, men det blev hurtigt tydeligt, at de voksne omkring mig enten ikke kunne eller ikke ønskede at forstå. De havde deres egne forklaringer, og jeg fornemmede hurtigt, at de ord, jeg brugte, blev betragtet som barnlig fantasi, overdrevne drømme eller simpelthen løgn.
Det skabte en slags kløft mellem min indre verden og den verden, jeg delte med andre. At føle noget så stærkt, at mærke det med hele sin krop og sjæl, og samtidig blive mødt med et smil eller en hurtig afvisning – det plantede en dyb tvivl i mig. Var det mon bare mig? Var det, jeg oplevede, bare noget, jeg fantaserede?
Jeg husker stadig, hvordan jeg kunne vågne om natten, med en følelse af, at nogen eller noget var nærværende. Det var skræmmende, og jeg søgte trøst hos de voksne. Men med tiden lærte jeg, at det var nemmere at tie stille end at forsøge at forklare noget, der alligevel blev betragtet som en "vild fantasi." Så jeg pakkede det væk, som børn gør, når de lærer, at deres virkelighed ikke passer.
Det var først som voksen, at jeg langsomt begyndte at pakke det hele ud igen. Alle de oplevelser, jeg havde gemt dybt inde, de indre billeder og stemninger, kom tilbage som brudstykker af et puslespil, der ventede på at blive lagt. Jeg måtte finde min egen vej til at forstå det, jeg havde oplevet, og til at stole på, at det havde været virkeligt for mig.
Nu kan jeg se, hvordan de tidlige oplevelser har formet mig, og de har givet mig et stærkt fundament for det arbejde, jeg laver i dag. Jeg har lært, at nogle ting i livet er svære at forklare, og det er okay. Det vigtigste er, at jeg står ved min egen sandhed og lytter til den indre stemme, der blev så tidligt formet i mig. Og hvis der er noget, jeg håber at kunne give videre, så er det, at vi alle har vores egen unikke oplevelsesverden – og at den fortjener at blive hørt og respekteret, uanset hvor anderledes.
Min opvågning har været præget af en dyb udfordring med tillid. Tillid til, at det, jeg ser og mærke, ikke er noget, jeg behøver at frygte. Tillid til, at mine sanser og fornemmelser kan være en styrke og ikke en svaghed. Tillid til, at selv når det føles ensomt og overvældende, er det okay.
For mig er spiritualitet ikke blot et ord eller en hobby, det er en del af min essens. Det er noget, der konstant minder mig om, at der er mere mellem himmel og jord, og at vores liv her på jorden er fyldt med dybere lag, som måske aldrig får mulighed for at opdage. Jeg har langsomt lært at åbne mit hjerte og finde modet til at se de ting i øjnene, der engang skræmmer mig. At mærke og forstå mine oplevelser fra tidligere liv, at se og føle noget større end mig selv, er nu blevet en gave snarere end en byrde.
Det er også med denne erfaring, at jeg nu kan stå stærkere i min rolle, når jeg guider andre på deres vej. For jeg ved, hvordan det føles at famle i mørket, at føle sig anderledes og søge efter nogen, som forstår. Det har taget tid, og til tider har det været en ensom proces. Men jeg står her i dag, mere åben og mere rodfæstet end nogensinde.
Jeg deler min historie, fordi jeg ved, at der er mange, der måske har oplevet noget lignende – eller som føler en længsel efter at forstå det, der ligger dybere. Måske føler du dig også kaldet til noget, der ikke helt kan forklares, noget, som kræver mod og vilje til at se bag facaden. Hvis mine ord kan være en støtte på din vej, så er jeg taknemmelig for at kunne give noget videre.