Oktober fuldmåne
Jeg har altid elsket fuldmånen. Den virker magisk og fortryllende. Under specielle omstændigheder kan månen blive helt orange og stå lavt. Det er det smukkeste syn, at se månen orange og stor udover havet. Den forbindelse der bliver mellem vandet og månen er smuk og fantastisk.
Oktober fuldmånen har for mig været et vendepunkt. Den har givet oplevelser af mig selv, jeg troede, jeg var færdig med. Den har skåret helt ind til roden af problemstillingen, og efterlad en energi af undren og stilhed. Jeg har været nødt til at kigge på mig selv, og evaluere den udgave jeg har været af mig selv den sidste tid. Når jeg ser tilbage fra før fuldmånen, har jeg ikke været helt klar over, at jeg var på vej ned af en sidevej. En vej, der var uhensigtsmæssig for mig. På den vej mistede jeg næsten en af mine kære, da personen blev udsat for en af mine mønster, og det havde nær kostet mig relationen.
Denne fuldmåne har lært mig, at huske mig selv uanset hvad. Jeg må ikke glemme mig selv, fordi hverdagens travlhed melder sig. Under en af mine meditationer med en af mine udviklings grupper, lavede jeg en fornyet aftale med mig selv, og den fungerer. Jeg skal vælge mig selv hver dag. Hver dag skal jeg have alt den opmærksomhed, jeg har brug for. Mit indre barn har fundet sin glæde igen, og den magiske del af verden. Jeg glemte for en stund, hvor magisk og fantastisk livet er. Jeg blev for en stund opslug af alle mine medmenneskers problemer og opgaver i livet. De fik alt min opmærksomhed. SÅ…. Tilbage til min centerring igen, og kærligheden til mig selv. Den har jeg brug for fra mig selv.